Din indkøbskurv bliver tømt, hvis du skifter land. Ønsker du at skifte land?

”For i sandhed at være nutidig, må man altid have en hånd i fortiden og en hånd i fremtiden”.

Vico Magistretti
Vico Magistretti (06.10.1920-19.09.2006)

Uddannelse

Ludovico Magistretti kom til verden i Milano den 6. oktober 1920, født ind i en familie af betydningsfulde milanesiske arkitekter. Hans oldefar, Gaetano Besia, byggede Reale Collegio delle Fanciulle Nobili i Milano; hans far, Pier Giulio Magistretti, var involveret i designet af Arengario i Piazza del Duomo. Vico selv gik på Parini High School og indskrev sig efterfølgende, i efteråret 1939, på Fakultetet for Arkitektur ved Royal Polytechnic i Milano. 

Efter den 8. september 1943, hvor Italien overgav sig til de allierede styrker, forlod Vico Magistretti sin militærtjeneste for at undgå at blive udsendt til Tyskland. Han flygtede i stedet til Schweiz, hvor han fulgte en række akademiske kurser ved Champ Universitaire Italien i Lausanne, der blev undervist på det lokale universitet. 

Under sit ophold i Schweiz mødte Magistretti Ernesto Nathan Rogers, grundlæggeren af arkitekt-partnerskabet BBPR, som selv havde søgt tilflugt i Schweiz, efter racistiske love var blevet vedtaget i Italien. Mødet med Rogers var dannende for Magistrettis intellektuelle såvel som professionelle udvikling, og arkitekten fra Trieste endte med at blive Vico Magistrettis mentor.

Magistretti vendte tilbage til Milano i 1945, hvor han blev færdiguddannet som arkitekt ved Royal Polytechnic den 2. august. Straks efter begyndte han sin karriere sammen med arkitekten Paolo Chessa, i virksomheden der var ejet og drevet af faderen, Pier Giulio, der var død tidligere samme år. 

Her, i sin fars lille firma, tilbragte Vico Magistretti hele sin karriere i partnerskab med en enkelt, ekstraordinær personlighed, landmåleren Franco Montella. Magistretti arbejdede udelukkende med at skabe de grundlæggende koncepter på de projekter virksomheden var ansvarlig for, og uddelegerede senere i processen det tekniske arbejde til eksterne ingeniører og teknikere.

VICO MAGISTRETTI
1950’erne

Under genopbygningen af Milano i årene 1949-59 designede og konstruerede Vico Magistretti omkring 14 projekter for INA-Casa i samarbejde med andre arkitekter.

Magistretti var sammen med Mario Tedeschi involveret i tilblivelsen af QT8-kvarteret i Milano, designede huse til veteraner fra felttoget i Østafrika og var også involveret i arbejdet med Maria Nascente kirken.

I 1946 deltog han i R.I.M.A. udstillingen (italiensk forsamling for møbeludstillinger), der blev afholdt på Palazzo dell’Arte. Her medbragte han nogle små undseelige møbler af eget design. Sidenhen, i 1947 og 1948, deltog Magistretti i selskab med Castiglioni, Zanuso, Gardella, Albini og andre i udstillinger organiseret af møbelfabrikanten Fede Cheti. Udstillingerne blev afholdt i Chetis eget værksted. 

Magistretti deltog med succes i den ottende, niende (guldmedalje) og tiende (grand prix) udgave af Triennalen i Milano.

Ved den 12. udgave af udstillingen havde Magistretti i samarbejde med Ignazio Gardella designet udstillingens velkomstværelse med titlen ”Hjemme og skole”, ligesom han var blevet udnævnt som medlem af det eksklusive dommerpanel. 

Den unge arkitekt var involveret i et væld af aktiviteter og tilvejebragte masser af nye ideer og forslag op gennem 50’erne, hvilket betød at han, på ganske kort tid, formåede at arbejde sig op til at blive en af de mest strålende repræsentanter for den såkaldte ”tredje generation”. Delvist takket være opførelsen af to vigtige bygninger i Milano: Tårnet i parken via Revere (1953-56, i samarbejde med Franco Longoni) og kontorbygningen i corso Europa (1955-57). 

Gennem de følgende år stod Magistretti bag flere vigtige projekter, inklusive tårnene i piazzale Aquileia (1961-64), Basetti House i Azzate (1959-62), Cassina House i Carimate (1964-65), samt huset i via Conservatorio i Milano (1963-66). 

I 1956 stod han som en af grundlæggerne af ADI, Industrial Design Association, og samme år blev han for første gang medlem af dommerpanelet til the Golden Compass Award. I 1969 var han igen en af dommerne ved ADI-prisuddelingen.

1960’erne

I sit virke som arkitekt havde Magistretti fra 1960’erne og frem næsten udelukkende fokus på boliger. I denne periode udviklede han sin egen ekstremt ekspressive kunstneriske stil, der, trods til tider stærkt kritiseret, efterlod lidt af et indtryk på den arkitektoniske scene i Lombardiet, og gjorde ham til en af de ledende figurer. 

Det var i den sammenhæng han deltog i CIAM kongressen (en kongres for international, moderne arkitektur), der blev afholdt i Otterlo, Holland, i 1959. Det var her italienerne præsenterede Velasca Tårnet, designet af BBPR, Olivettis kantine designet af Ignazio Gardella, Arosio huset designet af Vico Magistretti (1956-59) og husene i Matera designet af Giancarlo De Carlo. Arbejderne forårsagede lidt af en skandale og var, i vid udstrækning, symbolsk for den dybe krise CIAM befandt sig i på daværende tidspunkt. Kongressen i 1959 skulle vise sig at blive den sidste og enden på CIAM. 
Magistrettis arbejde med at tegne et lille hus i Arenzano gav ham muligheden for at finde frem til sit eget formsprog og udtryk. 

 
Magistretti var en af grundlæggerne af konceptet ”italiensk design”, tilblivelsen kaldte han selv ”mirakuløst” og noget der kun kom i stand takket være de to hovedaktører, arkitekterne og producenterne, der fandt sammen i fælles fodslag.

Fra slutningen af 1960’erne begyndte han at samarbejde med nogle af verdens førende virksomheder såsom Artemide, Cassina og Ouluce, hvor han designede møbler og genstande, der stadig den dag i dag betragtes som klassikere.

1970’erne

I løbet af det næste årti blev Magistrettis arkitektoniske virke i højere grad skubbet til side til fordel for hans arbejde som designer.

Det første produkt designet af Magistretti kan dateres tilbage til 1960. Det var Carimate stolen, som blev designet til at pryde den golfklub han designede samme år, og som efterfølgende blev sat i produktion af Cassina. Siden fortsatte han med at designe en række andre produkter for Cassina, såsom Maralunga sofaen (designet 1973, vinder af Golden Compass Award i 1979), Sindbad sofaen (1981) og Veranda lænestol (1983).

Hans lampedesign for Artemide tæller blandt andet Mania (1963), Dalù (1969), Chimera (1969), den kendte og anerkendte Eclisse (1966, Golden Compass Award 1967), Teti (1970) og Impiccato (1972). Efter Demetrio sofabordet (1966) fulgte flere Magistretti-møbeldesigns. Inklusive Selene stolen (1969) der kæmper med Pantonstolen og Joe Colombos Universale om titlen som verdens første plastikstol.

I mange år fungerede Magistretti også som art director og chefdesigner hos Oluce, og han gav i den periode virksomhedens produktlinje dets helt eget umiskendelige særkende. Hans mesterstykker, ikoner kendt over hele verden, tæller blandt andet lamperne Snow (1974) Sonora (1976), den mest kendte Atollo (1977, Golden Compass Award 1979), Pascal (1979) og Kuta (1980).

Når det gælder arkitektur, var dette perioden hvor han byggede Cusano Milano rådhuset (1966-69), boligområdet Milano-San Felice i Segrate (1966-69 i partnerskab med Luigi Caccia Dominioni) og huset i Piazza San Marco (1969-71).

1980’erne

Magistrettis karriere som underviser begyndte tilbage i 1970’erne på Royal College of Art i London, hvor han virkede som gæsteprofessor. I 1983 udnævnte skolen ham til æresmedlem.

”Tidens største fjende er vulgaritet. Jeg er vild med den angelsaksiske kultur, fordi den netop er fri af det”. Vico Magistrettis kærlighed til Storbritannien var gengældt og i 1986 modtog han een yderst prestigefyldte britisk pris: Guldmedaljen tildelt af SIAD, Society of Industrial Artist and Designers. 

Det var på Royal College of Art, at den minimalistiske skole først tog form. Nogle af de mere rendyrkede eksponenter indenfor genren, Morrison og Grcic, var ikke kun studerende under Magistretti, men anerkendte ham for at være et pejlemærke i udviklingen af hvad der betragtes som en af de mest interessante, moderne bevægelser indenfor design.

Mens han underviste i udlandet, fortsatte han med at fungere som arkitekt i Italien. Hans arkitektoniske arbejder fra den periode tæller det biologiske fakultet i Milano (1978-81, i partnerskab med Franco Soro), Tanimoto bygningen i Tokyo (1985-86) og Cavagnari Centre of the Cassa di Risparmio i Parma (1983-85).

Han skabte også en række interiørdesigns, der afholdt sig fra det prætentiøse i forhold til udsmykning og i stedet forholdt sig strengt til at skabe elementer, der gav mening for ejerne. Det var samtidig designs, der var tænkt at kunne modstå ”de naturlige påvirkninger fra livet. For alle der lever i et hus, jeg har designet, har deres egen kultur, baggrund og smag”, udtalte Magistretti, mens han igen erklærede sin tilslutning til den moderne bevægelse. Hvilket betød en distancering fra alt, der havde nogen som helst form for dekorativ intention – og dermed en distancering fra postmodernismen. 

I slutningen af 1980’erne indgik han i et partnerskab med Maddalena De Padova, entrepreneur og grundlægger af møbelvirksomheden De Padova, som i 2004 modtog en Compasso d’Oro for sit livslange virke indenfor branchen. Dommerpanelet sagde i den forbindelse at ”Maddalena De Padovas store engagement, når det gælder at producere og formidle design som en fælles kultur på tværs af forskellige internationale miljøer, er unik i sin evne til at skabe sammenhæng og kvalitet”. Efter hun stoppede samarbejdet med Hermann Miller og dermed mistede rettighederne til at fremstille Eames’ produkter i Italien, startede hun sin egen produktion af møbler og andet til boligen under navnet Edizioni De Padova, der siden blev til ”è De Padova”. Under dette mærke arbejdede store designere som Achille Castiglioni og Dieter Rams, men over dem alle stod Vico Magistretti. 

Hos è De Padova stod Magistretti bag klassikere som den Marocca stolen (1987), Vidun bordet (1987), Silver stolen (1989), Uragano fletstolen (1992), Incisa drejestolen (1992) og det nyere Blossom bord (2002).

1990’erne

I en periode hvor Magistrettis arkitektoniske virke begrænsede sig til Milano Metros depot i Famagosta (1989-2002) og Esselunga supermarked i Pantigliate (1997-2001), blev en del af hans designobjekter sat i produktion.

Vico Magistrettis arbejde indenfor dette område blev stadig mere alsidigt på baggrund af de virksomheder, han indgik samarbejder med.

Hos Flou opfandt han en ny type seng såsom Nathalie (1978), siden fulgte den første fuldpolstrede seng i 1993, samt endnu en innovativ seng kaldet Tadao, hvis stel og hovedgærde fremstår som en enkel bearbejdning af en plankekonstruktion.

Heller ikke i sit partnerskab med Schiffini Mobili Cucine ville Magistretti slå sig til tåls med det konventionelle. Hans Campiglia køkkenmoduler (1990) gør brug af mindre udhæng gennem introduktionen af skabslignende møbler. Salaro (1995) transformerer de konventionelle døre i basiselementerne til nemt tilgængelige, rummelige skuffer. Cinqueterre (1999) gør brug af en halvfabrikeret genstand, et strengpresset stykke bølget aluminium, til at give form og et individuelt særpræg til køkkenet. 

Hans partnerskab med Kartell resulterede i endnu en industriel stol, Maui (1996), der er formgivet ud af et enkelt stykke plastik, og som opnåede en international interesse og succes, der var helt på højde med den tidligere Selene stol. 

I 1997 dedikerede Milan Salone del Mobile en særudstilling, organiseret af Vanni Pasca, til ære for Vico Magistretti samt Gio Ponti. Installationen var designet af Achille Castiglioni og Ferruccio Laviani.

Nogle år senere blev Magistretti hædret med en Golden Compass for livslang dedikation (1994).
2000 og frem

Magistretti fik hos Campeggi chancen for at gendesigne visse mere eller mindre anonyme produkter i og tilføjede dem sine personlige kendetegn: Kenia stolen (1995), Ospite sengen (1996), Africa lænestolen (2001) – alle tre foldbare – samt Magellano sofaen (2004). Visse objekter blev gentænkt og ”udvidet” sådan at de kunne tjene flere forskellige formål. Det gælder for eksempel Estesa lænestolen (2000) og Fan sofaen (2006), der var det sidste produkt Magistretti designede.

De sidste bygninger han tegnede, var et hus i Saint Barth i De Franske Antiller (2002) og endnu et i Epalinges nær Lausanne (2005).

En udstilling med titlen “Vico Magistretti. Il design dagli anni ’50 ad oggi” organiseret af Fondazione Schiffini åbnede i Palazzo Ducale i Geneve i 2003.

I 2005 blev han tildelt særprisen ”Abitare il tempo”.

Hans designs er at finde på de faste udstilling på MoMa i New York, Victoria & Albert museum i London, Die Neue Sammlung Museum i München og en række andre museer i Amerika og Europa.

Efter sin død i september 2006 blev hans studie, hvor Fondazione studio museo Vico Magistretti har adresse, omdannet til et museum helliget til hans virke.

Nyhed
Nyhed