Arkivet

Rådhusstolen er det tidligst kendte eksemplar på det, som senere skulle blive Fritz Hansens speciale, nemlig samarbejdet med arkitekter. I 1905 blev Københavns rådhus indviet med arkitekten Martin Nyrops karakteristiske touch, som kan ses allevegne både udvendigt og indvendigt som et eksempel på det som på tysk kaldes Gesamtkunstwerk – et komplet udvendigt og indvendigt design. Hans specialdesignede stol til rådhuset var med sin enkle æstetik højst usædvanlig for perioden, hvor de fleste møbler blev lavet i drejet træ og med udsøgte udsmykninger.

Den ældste Fritz Hansen-stol, der kan justeres i højden, blev fremstillet i 1920 og har et polstret sæde. Denne stol uden polstring er en senere udgave lavet i bøg med et spindelstykke i metal. 

Denne stol blev første gang udstillet på Den Permanente, et museum i nærheden af Vesterport, som åbnede i 1931. Den har en metalkonstruktion med flet og bøgetræ, og den fritbærende stol er afhængig af de afstivende egenskaber ved stålet, som rammen er lavet i. Den nye teknologi gjorde det muligt at skabe det lette men holdbare stålmøbel. Konstruktionen af bøjede, krombelagte stålrør i kombination med træ var ny, men silhuetten var inspireret af Mart Stams berømte design fra 1926.

Denne skyæske var oprindelig en gave fra Søren Hansen til hans hustru Kirsten. Den blev vist på en messe i Fredericia i 1933 og tiltræk sig straks positiv opmærksomhed på grund af dens detaljer. Den blev sat i produktion og var en del af Fritz Hansens kollektion i flere år. Æsken er lavet af lamineret bøgefiner, låget er fastgjort med læderstropper, og metalrammen er sort farvet.

Efter en tur til Canada kom Christian E. Hansen hjem med tegningerne til et nyt stoledesign. Da tiden var inde til at producere stolen, var tegninger gået tabt, så han redesignede stolen og forbedrede den, indtil dette design blev det endelige resultat. Han designede også en stol med høj ryg, en sofa og en lænestol, og derved var Canada-serien født. Designet kom til at få en visuel indvirkning på Fritz Hansens møbeldesign fremover.

Wegner brugte flere år på at forfine designet af sin Kinastol. Han har lavet forskellige design med samme æstetik og visuelle udtryk, men denne version er den eneste, der kom i produktion, og den bliver stadig produceret. I dag er det den eneste stol der udelukkende består af massivt træ i Fritz Hansens produktion. Det oprindelige design var lavet af kirsebærtræ, i tidens løbet er Kinastolen blevet produceret i forskellige træsorter.

Lamineringsteknikken af træ blev kraftigt forbedret under Den Anden Verdenskrig, hvor lamineret træ blev brugt til produktion af flyvemaskiner. Fritz Hansen så muligheden for at bruge lamineret træ i møbelproduktionen og startede udviklingen af det, der blev til AX-stolen. Det var med denne møbelserie, at Fritz Hansen fik sit internationale gennembrud og startede sin møbeleksport. 

Denne meget detaljerede stol fra Wegners hånd blev aldrig sat i produktion – sandsynligvis pga. omkostningerne til udførelse af de fine detaljer, som gør denne enkle stol til noget ganske særligt. Som de fleste stole designet af Hans J. Wegner er den lavet i massivt træ.

Arbejdsstolen designet af Holger Jacobsen har glidere, der er formet, så det er muligt at vippe stolens ryglæn frem og tilbage, når man sidder på den. Gliderne er udskåret på en sådan måde, at stolen kan holdes i den vippede position i længere tid. Dette var praktisk, især under den de lange interkontinentale opringninger på kontorerne sidst i 1940'erne og 1950'erne. Det polstrede sæde tilførte stolen komfort.

Denne stol blev en af flere stole til konferencerum og restauranter, som duoen Larsen og Madsen skabte. Ryglænet er fladt men alligevel smukt kurvet mod armlænene, hvilket gør stolen i lamineret og massivt træ ganske behagelig at sidde i under et møde.

Wegner er mest kendt for sit arbejde med træstole, men han har også skabt denne stabelstol med et metalstel og polstret sæde. Stolen blev dog aldrig sat i produktion, men formen på ryglænet ligner nogle af de senere modeller, som har opnået ikonisk status.

Dot™ blev udviklet af Fritz Hansen i 50’erne, næsten samtidig med at Arne Jacobsen skabte stolen Myren. Mens Arne Jacobsen formgav stolen, tilbragte han masser af tid på Fritz Hansens fabrik med test, raffinering og færdiggørelse af sit projekt. Resultatet af samarbejdet blev præsenteret for markedet i 1954 som en trebenet stol i finer. I 1970 blev skamlen genoplivet men med fire ben, som vi kender den i dag. 

Med kritikken af Myren i tankerne designede Arne Jacobsen, hvad der skulle blive et af de mest ikoniske møbler i dansk møbeldesigns historie. 7’er stolen. Designet er vokset frem af den lille minimalistiske Myren, og formen er en yderligere udvikling af den organiske silhuet. Materialerne og produktionsmetoden er ens, da begge stole er lavet af lamineret træ monteret på et metalstel. Men her slutter ligheden, da 7-er stolen oprindeligt blev født med fire ben og armlæn, modsat den trebenede stol Myren uden armlæn. Selvom Arne Jacobsen selv foretrak versionen med armlæn, er versionen uden armlæn den mest populære i dag, og den er den mest solgte stol i Fritz Hansens historie.

Stolen Tungen var den eneste stol fra Arne Jacobsens hånd i lamineret træ som ikke kan stables. Den blev anvendt i visse områder på Munkegårdsskolen og var ikke en del af standardproduktionen indtil 1985. Så blev navnet også ændret til To'eren. Det giver mening, da historien fortæller, at den var Arne Jacobsens personlige andenfavorit.

Fritz Hansen producerede oprindeligt den typiske Hans J. Wegner-stol lavet i massivt og lamineret træ med et læderpolstret sæde. Æstetikken på denne stol ligner senere og mere populære versioner, som er blevet produceret i et større antal, og er derfor en forløber for nogle af de ikoniske modeller, som stadig produceres i dag. 

Stolen Dråben™ siges at være Arne Jacobsens yndligsstol, da hans hustru brugte den foran spejlet ved sit toiletbord. Stolens form afslørede hendes skuldre, hvilket forstærkede hendes silhuet. Mens han kiggede på hende siddende foran spejlet, kunne han beundre hendes form bagfra og samtidig se hende i øjnene. Stolen blev anvendt til indretningen af værelserne på SAS Royal-hotellet og var den del af det totaldesign, som Arne Jacobsen skabte til hovedstaden i Danmark i 1950'erne. Den er stadig en del af indretningen på det bevarede værelse 606 på hotellet – et værelse indrettet med Ægget™, Svanen™ og Dråben™, som Arne Jacobsen tegnede netop til dette projekt.

Giraffen blev designet af Arne Jacobsen til restauranten på SAS Royal-hotellet. Den er komfortabel og har et højt ryglæn, hvilket skaber en privat og eksklusiv fornemmelse, med kanter og ben i træ. Som de fleste af Arne Jacobsens design har spisestolen sit navn fra naturens verden, hvilket var en af designerens hovedinspirationskilder. 

Oxford™-stolen blev tegnet til St. Catherine's College i Oxford – deraf dens navn. Stolen blev tegnet i to versioner til kantinen: en version med høj ryg til professorer og en version med en lavere ryg til de studerende. Stolene blev designet, således at der blev taget hensyn til det meget traditionelle miljø i Oxford, fordi stolene forstærker professorernes status og skaber samtidig en privat atmosfære ved professorbordet, som blev placeret på et podium.

I modsætning til mange af Arne Jacobsens øvrige design blev Oksen™ ikke designet til et specifikt arkitekturprojekt. Den var et resultat af mange års eksperimentering fra Arne Jacobsens side. Kritikerne anså stolen som ret sjælden på grund af den oprindeligt korte produktionsperiode samt dens kontroversielle og alligevel kraftfulde udtryk. Hans tidligere møbler var karakteriseret af afrundede, organiske former, men denne lette stol havde et mere kantet look. Arne Jacobsen overraskede altid gerne offentligheden, og Oksen™ var et projekt, han vendte tilbage til flere gange med mange variationer i årene 1962-66, inden den fik sin endelige udformning i 1966. Den kan faktisk defineres som den største og mest distinkte stol, som Arne Jacobsen nogensinde designede. 

System 1.2.3 er en stor kollektion af møbler bestående af 20 forskellige stole, som alle var variationer over den samme form. Det ambitiøse møbelprogram blev designet, så det kunne passe til alle slags situationer og formål, og det blev meget vel modtaget, da det blev præsenteret på en møbelmesse i 1974. Konstruktionen var enkel, og komforten var i top, og variationerne og mulighederne var uendelige. På trods af, at designeren, Fritz Hansen, kritikerne og forhandlerne havde tiltro til systemet, var publikum mere skeptisk, og salget gik desværre ikke så godt som forventet.