Welcome to Republic of Fritz Hansen

2004

EN HYLDEST TIL GRAND PRIX™

HAN KJØBENHAVN
Det eksklusive fashion brand Han Kjøbenhavn har sammen med Fritz Hansen lavet en hyldest til en af Arne Jacobsens smukke og ikoniske stole - Grand Prix™. Samarbejdet mellem Han Kjøbenhavn og Fritz Hansen tager udgangspunkt i en fælles kærlighed til design i den absolut højeste kvalitet. Resultatet er blevet en moderne fortolkning af Grand Prix, hvor der - ligesom ved originalen - er fokus på håndværket, materialerne og æstetikken.

Grand Prix™-stolen er designet af den danske arkitekt og designer Arne Jacobsen i 1957 og blev første gang præsenteret på Forårsudstillingen for dansk kunsthåndværk og møbeldesign. Den er oprindelig kendt som Model 3130, men stolen blev omdøbt efter den vandt den prestigefyldte Grand Prix-pris på Triennale di Milano i 1957. Den er et godt eksempel på et møbeldesign, der er i stand til at forskønne et helt rum ved sin blotte tilstedeværelse.

Han Kjøbenhavn har designet en moderne fortolkning af Grand Prix-stolen, hvor ryggen er formet af et sort stålrør og flettet af en flagline. Sædet fås både i olieret eg eller valnød, og benene er i sortbejdset eg. Derudover har Tim Faith Hancock og Jannik Wikkelsø Davidsen, som er ejerne bag det succesfulde fashion brand, designet en læderjakke og et brilleetui, som begge er lavet af de læderrester, der er tilbage, når der klippes læder ud til Arne Jacobsens Æg og Svaner. Endelig har Han Kjøbenhavn designet en helt unik finerbrille, som er produceret af det finermateriale, som Grand Prix-stolen er lavet af. Alle dele af installationen er lavet i et begrænset antal.

"Samarbejdet med Han Kjøbenhavn har været inspirerende og fungeret godt, fordi vi har et fælles værdigrundlag, der tager udgangspunkt i at designe enkle, funktionelle og æstetiske produkter i den højeste kvalitet. Vi er altid interesserede i at vise vores brand fra et nyt perspektiv, som er interessant for vores kunder. Og vi er altid interesseret i at arbejde sammen med stærke brands som Han Kjøbenhavn, som vi deler de samme værdier med", siger Christoffer Back, Vice President Brand & Communications, Fritz Hansen.

"Dansk design har altid været en stor inspirationskilde for vores arbejde, så at få lov til at arbejde sammen med Fritz Hansen og fortolke en af Arne Jacobsens prisvindende designs, har været en sjov og interessant udfordring. Han er en af klassens tunge drenge, så vi er selvfølgelig gået til opgaven med en god portion ydmyghed. Samtidig har det været vigtigt for os at bringe vores dna til bordet, og give stolen nyt liv, men stadig gå den balancegang at bevare stolens tidsløse udtryk" siger Jannik Wikkelsø Davidsen og Tim Faith Hancock, Founders & Owners, Han Kjøbenhavn.