The basket will be cleared if the country is changed. Do you still want to change country?

Designet af Schmidt Hammer Lassen Architects

Københavns Lufthavn

København, Danmark

NÅR STOLE SKABER ET NATURLIGT FLOW

Den er en af de første af sin art. En ny udvidelse af Københavns Lufthavn skaber vækst ved hjælp af design og videnskab. ”Nudging” er navnet på metoden, som skaber et bekvemt og effektivt flow i passagernes bevægelsesmønstre, uden at der er brug for instruktioner eller tvang.

Københavns Lufthavn er under udvidelse. Det nye byggeri giver lufthavnen kapacitet til at tage imod de største langdistancefly i verden. Det kræver logistik og planlægning af et smidigt og bekvemt flow for passagererne, hvis Københavns Lufthavn fortsat vil gøre sig fortjent til titlen som den mest effektive lufthavn i verden. Schmidt Hammer Lassen designede den nye bygning, der fungerer som transit for passagererne. Arkitekternes tilgang til indretningsdesign skaber et fremragende flow.

Set udefra er bygningen mørk, men indvendig er den lys og rummelig med udkig til flyene og indrettet med hvide marmorgulve, gigantiske runde lamper og kulsorte vægge. På den ene side kunne man synes, at de 700 mørke Serie 7™ stole og Dot™ taburetter fungerer som en paradeopvisning af dansk æstetik og design. På den anden side: For en lufthavn i København giver det god mening at præsentere essensen af den danske designtradition. Hver eneste stol er imidlertid placeret med et ganske bestemt formål. Og det fungerer.

Der er investeret både meget tid og mange penge i at studere passagernes adfærd. Studier viser, at der er forskel på, hvordan folk bevæger sig, afhængigt af om de færdes i grupper eller alene, og om formålet med deres rejse er arbejde eller ferie. Der er indrettet forskellige zoner, herunder hyggelige familiehjørner og høje borde med barstole, der fungerer som arbejdsstationer for rejsende, der er på arbejde. I stedet for de klassiske lange rækker af sammenkoblede stole er siddepladserne fordelt efter et Tetris-mønster. I lange stolerækker vælger folk som regel kun at benytte hver anden eller tredje siddeplads. Det alternative mønster puffer de rejsende til at udnytte den fulde kapacitet. Folk fordeler sig naturligt, uden at der er brug for instruktioner.

Erfaringen viser, at rejsende sjældent bruger de siddepladser, der er placeret længst væk fra gangarealer og midten af rummet. Derfor søger en diskret, men elegant opstilling at tilskynde folk til at udnytte hele arealet, til gavn for alle. Alle stolene i hjørnerne er betrukket med blødt tekstil. Serie 7-stolene har armlæn, og ved siden af stolene er der stikkontakter. En enkel og særdeles effektiv detalje.

Det er en af de første lufthavne i verden, der er indrettet med udgangspunkt i forskning i menneskelig adfærd med hensyn til rum og flow. Løsningen er testet, og resultaterne er markante: en reduktion af forsinkelsen mellem gates og afgangshal på mere end 100 %. Til metoderne hører også lydløse skærme med navneopkald af forsinkede passagerer samt store flag til markering af check-in-skranker. Der er ingen forstyrrende højttalere.

Det konkrete valg af design og kvalitet har understøttet intentionerne. Nanna Wohlfeldt, som er arkitekt hos Schmidt Hammer Lassen, beskriver løsningen på følgende måde: ”Det fortæller en klar historie, når vi inviterer den besøgende ind i et miljø, som er fyldt med designklassikere, der er så genkendelige. Kvalitet og komfort viser de besøgende, hvor velkomne de er.”

 

Sted: København, Danmark 
Arkitekt: Schmidt Hammer Lassen Architects 
Områder: Offentlige områder 
Produkter: 3107™, Dot™