Den insisterende skabelsesproces
De tekniske dele af designprocessen var derfor aldrig udgangspunktet for hans design, selvom meget tyder på, at Jacobsen i de materialemæssige begrænsninger fandt det rette modspil og en vis ro til at dæmpe den kreative uro. Fraværet af disse begrænsninger, som f eks i arbejdet med plast frem for træ, udløste netop en uvilje mod at slippe tingene. Jacobsen kunne arbejde i det uendelige med designet og havde derfor svært ved at give slip og gøre tingene færdige. At produktionsfasen tit blev udsat, er et typisk perfektionistisk træk.