Frida Escobedo

Frida Escobedos kontor har netop gennemgået en omfattende renovation. Kontoret, der ligger i Mexico Citys Juarez’ distrikt, huser 20 ansatte; et team af møbeldesignere, interiørdesignere og arkitekter, som Frida Escobedo har engageret siden, hun grundlagde firmaet i eget navn tilbage i 2006. “Vi var begyndt at mangle mere plads,” fortæller hun med en karakteristisk coolness og forklarer, hvordan renovationen har tæt ved fordoblet hovedkvarteret størrelse. “Det har været sjovt at gå ind i, hvordan det skulle gøres,” fortsætter den blot 42-årige arkitekt smilende.

Med designet af Serpentine Pavilion i London i 2018, er hun – i løbet af bare fem år – blevet et af de mest eftertragtede navne på den internationale arkitektur- og designscene. Mens Serpentine Pavilion var det projekt, der sendte hende ind i rampelyset, har hun løbende bygget sin portefølje af en lang række opgaver fra butiksinteriører, private møbelbestillinger og store projekter til det offentlige rum. Men med underskrivelsen af hendes seneste opgave – en ny fløj til MoMa i New York – har hun sat en tydelig streg under sin stjernestatus og plads i toppen af den internationale arkitekturliga.

Med det sagt, er der intet prætentiøst over den spirende superarkitekt. Hun så for eksempel ingen grund til at erstatte sit arbejdsbord; en gammel dør med et par ben under. “Det passer perfekt til mine behov,” forklarer hun og peger på bordets ekstraordinære længde, der giver hende mulighed for at stable opslagsværker i enderne og dets smalle bredde, der gør, at hun kan sidde tæt overfor sine besøgende.

Hendes underspillede, praktiske tilgang til tingene er noget af det, der gør hende særlig og bunder i hendes baggrund – ikke alene som arkitekt, men som multidisciplinær designer.

“Tidligere tog jeg alle typer projekter ind for at holde mig oven vande,” fortæller hun om tiden efter hun fik sin bachelor på Mexico Citys Universidad Iberoamericana.“Den der store kommission får man ikke bare lige sådan, så du må få det, du har til at fungere. Det giver dig også mulighed for at teste ideer i forskellige skalaer.”

Denne eftertænksomhed og tilpasningsevne er noget, som Frida Escobedo har lært fra en af sine primære inspirationskilder, den nu afdøde mexicanske maler og arkitekt Juan O'Gorman. “Han tegnede perfekt ned til mindste detalje uden noget overflødigt overhoved,” forklarer hun og bruger huset, som han tegnede til Frida Kahlo og Diego Rivera i Mexico City som eksempel. Et hus med en fantasifuld struktur, bestående af to separate bygninger – en til hver kunstner – forbundet af en bro. “Der var aldrig noget storladent over hans arkitektur. For ham handlede det mere om at skifte mellem arbejdsmetoder og bruge forskellige typer finish eller materialer.”

Den samme type omhyggelighed er tydelig i alle aspekter af Escobedos eget kontor: Væggene fremstår hvide, men ved et nærmere eftersyn er de ganske sart grå. “Du bemærker det ikke, men farven hjælper med at sætte stemningen i rummet,” siger hun. “Det gør det blødere uden de store armbevægelser.”

Frida Escobedo skaber også værker, der helt bevidst er skabt til at tage sig ud ¬– også selvom det er helt diskret. Hendes Copper Chair, skabt til Masa Galeria, er komponeret som en dekonstrueret kube med armlæn i en skarp 90-graders vinkel, så den minder mere om en diamant end en firkant. Et smukt, skulpturelt objekt – også selv om den ikke er helt praktisk at sidde på.

“Jeg ser stolen som en slags provokation,” forklarer Frida Escobedo, når man spørger hende om dens funktion. “Når man nærmer sig den, tænker man: Hvordan skal jeg sætte mig på den? Hvor skal jeg placere mine arme, og skal jeg krydse mine ben?” På den måde er stolen et objekt, der er mere til skue for øjet, end den er praktisk og et godt eksempel på, hvordan kunst møder design i hendes arbejde.

Hvad angår betydningen af mexicansk design på verdensscenen, er det måske for stort et spørgsmål for én enkelt person at svare på. Men Frida Escobedo mener, at landet har en fordel i sin tradition for at designe på alle niveauer: fra de store toparkitekter, der arbejder i såkaldt ’international stil’ til almindelige mennesker, der bruger deres lokale traditioner i designet.

"Der er en stærk tradition for design her i landet og for at være ekstremt opmærksom på detaljer og det praktiske," siger Escobedo. "Jeg kender en mexicansk familie, der flyttede trapperne ud på ydersiden af deres hus. Det var den perfekte måde at imødekomme deres pladsbehov på, og det kom bare naturligt til dem. Det er den slags ting, der ville give en arkitekt Pritzker-prisen, men her sker det hele tiden."

Måske er det denne mexicanske tankegang, der er med til at adskille Frida Escobedo fra andre arkitekter. Hun tilslutter sig en rig designtradition i sit hjemland til trods for, at hun beskæftiger sig med moderne arkitektur på globalt plan. Og så engagerer hun sig dybt i at tænke grundigt og kreativt over sine projekter, inden hun kaster sig over dem.