STAR AXIS

Efter at have arbejdet med konstruktionen af sin ’Star Axis’ i 44 år, stopper den amerikanske kunstner Charles Ross op for at reflektere over sit livsværk: et såkaldt naked-eye observatorium, godt gemt dybt inde i New Mexicos ørken.

Nætterne er mørke og de flade bjergtoppe, kaldet mesas, ligger isoleret, men stjernerne hænger tæt og lavt henover ørkenen. Det er denne rumlige dynamik, der i 1971 lokkede kunstneren Charles Ross fra gallerierne i New York City til New Mexico, hvor han var på udkig efter et sted til sit ”Star Axis”, det arkitektoniske observatorium han har konceptualiseret og bygget på de sidste 49 år.

”Til at begynde med var jeg ikke fuldstændig overbevist om, at jeg kunne finde alle de kvaliteter, jeg var på udkig efter,” siger Ross om sin fire år lange søgen gennem det sydvestlige USA. ”Da jeg endelig fandt denne mesa, gik det op for mig, at jeg var kommet til et sted, hvor man kan stå i grænselandet mellem himmel og jord.

”Star Axis” er lige dele skulptur og videnskab. Det tilsigtede familieskab med astronomi giver mindelser om det gamle Egyptens pyramider. Strukturen er 11 etager højt og godt 160 meter langt og består af fem primære elementer: to kamre, en 147-trins trappe, en pyramide og den tilstødende ’skygge-slette’ hvor pyramidens omrids bevæger sig i samspil med ørkenens skarpe lys. Hver af de sammenhængende komponenters placering er nøje beregnet, sådan at beskuerne kan udforske forholdet mellem tid og himmellegemernes bevægelse. Det er en kæmpe konstruktion skabt af sandsten, bronze, granit, rustfrit stål og den rå jord – bygget direkte ind i mesaens hylde.

”Strukturen skal rejse sig ud af landskabet,” siger Ross, ”ikke betvinge det.”

Den 82-årige kunster fortæller via telefon ude fra området, der er beliggende ca. 150 km. udenfor Santa Fe. Konstruktionen, der indtil nu har været 44 år undervejs, fortsætter trods pandemien. Dog med et mindre team. Fremfor at rejse frem og tilbage til sit hjem i New York City, har han og hans kone, maleren Jill O’Bryan, planer om at blive i New Mexico, isoleret i ørkenen indtil en vaccine bliver fundet.

I mellemtiden skrider arbejdet med ”Star Axis” fremad. Ross og hans mandskab færdiggør den nederste halvdel af byggeriet denne uge: en lang avenue udgravet 22 meter ned i jorden og udført efter gamle romerske byggeteknikker. Her, fortæller Ross, vil stedets besøgende ”gå ind i jorden for at nå stjernerne”. Som næste skridt planlægger de at installere bænke i hvad der kaldes time-kammeret og færdiggøre toppen af solpyramiden. Og endeligt mangler Ross at finde en institutionel partner, der kan køre foretagendet når ”Star Axis” engang er færdiggjort. Han regner med, at det vil være i 2023. Indtil da er offentligheden forment adgang.

”Star Axis” er ofte beskrevet som værende land-kunst. I den revolutionerende periode i 1960’erne og 1970’erne brugte konceptuelt-drevet kunstnere som Robert Smithson og Michael Heizer (hvis igangværende ”City” findes i nærliggende Nevada) skala og naturlige elementer til at tranformere det rå landskab om til store totemlignende skulpturer kendt som earthworks.

For Ross, der er født i Pennsylvanien, var tilgangen tværfaglig. Ross studerede matematik på UC Berkeley inden han færdiggjorde sin kandidat som billedhugger. I begyndelsen af sit virke i 1960’erne afslørede hans arbejde med akrylprismer en fascination af lys. I senere værker som ”Sunlight Convergence/Solar Burns”, skfitede Ross fra lysets spredning til dets fokuspunkt, og brugte gigantiske linser til at rette solens stråler mod træpaneler. Det resulterede i brændemærker, der fremstod som et grafisk og iøjnefaldende billede af solens gang over himlen – og det understregede kunstnerens interesse for astronomi.

Skønt den er forankret i jorden, har ”Star Axis” blikket rettet mod himlen. Hver eneste del af projektets design er baseret på stjernegeometri – bredden på et trekantet vindue, vinklen på kalkstensmuren, afstanden mellem hvert trin. Alt videregiver rumlige informationer om himlen over os og hvordan himmellegemerne bevæger sig over tid.

Den centrale Star Tunnel er eksempelvis i samme linje som jordens akse. Som de besøgende bevæger sig op ad trappen, vil de opleve en 26.000 års cyklus af jordens vippende bevægelse henover sin egen akse – afsløret gennem en portal i toppen af tunnelen. Det udvidede perspektiv og udsyn til himmelen afslører stjernen Polaris’ skiftende bane over tid. Ross samarbejdede med teamet fra University of Washingtons afdeling for astronomi, for at kunne positionere trapperne korrekt. Små inskriptioner i gelænderet vil vise de besøgendes fremfærd fra år 11.000 BC til år 15.000 AD.

At forstå de indlejrede ligninger kan berige de besøgendes påskønnelse af "Star Axis". Eller måske genkender noget urmæssigt i vores kroppe styrken i den planetariske matematik, uden selv at kende enhver vinkel.

”Star Axis tilbyder en holistisk total-oplevelse af stjernegeometri,” siger Ross, ”og hvad det end må vække i dig.”

"The piece should rise up out of the land, not be imposed on it." - Charles Ross