Få mennesker er bedre til at rådgive om sten end Susan Moser. Som leder af familievirksomheden Moser & Moser, der går helt tilbage til 1895, har hun mere end 30 års erfaring med at rådgive i, hvordan man bruger sten i bygningskonstruktioner. Hendes arbejde har hjulpet til udviklingen af verdenskendte projekter, herunder New Yorker-bygningskomplekset Hudson Yards og Danmarks Nationalbank i København.
Her fortæller hun om sine seneste projekter, og hvordan bæredygtige overvejelser påvirker hendes arbejde.
Fortæl os om nogle af de projekter, du har arbejdet på.
Jeg har bygget min virksomhed på at være en stenkonsulent, der opererer over hele verden. Meget af mit arbejde er i Mellemøsten, ofte på store statsbygninger. Herunder et meget stort indkøbscenter i Abu Dhabi i UAE, som jeg arbejdede på i seks år og afsluttede i 2019. I øjeblikket arbejder jeg i Saudi-Arabien på et UNESCO World Heritage Site-projekt, hvor jeg rådgiver i at finde sten til en helt ny by bygget ved det historiske område Al Turaif, uden for Riyadh. Jeg arbejder desuden meget i Danmark på forskellige projekter.
Hvor vigtig er bæredygtighed i dit arbejde?
Det er altid vigtigt. Der er mange forskellige overvejelser omkring at arbejde bæredygtigt med sten. Hvor holdbar og egnet stenen er, er afgørende for at sikre et langtidsholdbart resultat og derfor også meget vigtigt, når man taler om bæredygtighed. Man skal tænke over om stenen er hård eller blød, om den er varme-, sol-, salt-, syre- og frostbestandig, og om den kræver meget vedligeholdelse for blot at nævne nogle faktorer. Derudover er der en masse tekniske parametre, der skal analyseres i laboratoriet, før arbejdet kan begynde. Med hensyn til at source sten er det mest miljøvenlige at hente sten fra lokalområdet for at undgå transportudledninger og unødvendige omkostninger. Dette er faktisk den vigtigste faktor, når man overvejer bæredygtighed, men ikke altid muligt, da lokale sten ikke altid er egnede til jobbet. Så alt skal opvejes.
Hvad er det mest innovative projekt, du har arbejdet på, med hensyn til bæredygtighed?
Jeg tror, det er UNESCO-stedet, som jeg i øjeblikket arbejder på i Saudi-Arabien. Vi bruger udelukkende kalksten fra lokale stenbrud, som vi bruger til alle mulige forskellige formål: brolægning, gulvbelægning, beklædning, bænke, landskabspleje. Det er en enorm mængde sten, vi har brug for – mere end én million kvadratmeter, men vi bygger også en hel, lille by med en enkelt type sten. Jeg har ikke set noget lignende andre steder i verden.